Jeg har det godt

godt

Med fare for at jinxe det, så vil jeg bare lige fortælle, at jeg har det rigtig godt. Da jeg cyklede hjem fra arbejde engang i sidste uge blev jeg ramt af – lige nu går det op for mig, at denne sætning får det til at lyde som om jeg blev ramt af en lastbil, men heldigvis ikke, for jeg blev nemlig ramt af noget meget rarere – taknemlighed.

Det er ikke for at lyde specielt hellig eller langhåret, men det er sgu da rimelig fantastisk, at vi er i live, hva’? Tænk lige på, hvor kæmpestort universet er, og hvor bittesmå vi er – og så er det lige præcis os, der har fået lov at kegle rundt her på jorden. Det er da dejligt.

Måske lægger jeg ekstra meget mærke til det for tiden, fordi jeg er glad. Min kæreste er sød, jeg spiser masser af god mad (her til aften stod den fx på pizza, vingummi, lakrids OG chokolade samtidig), og jeg behøver ikke at gå i skole ret tit. 😉 Så kan man da næsten ikke bede om mere!

Weekenden var også god. Min fredag blev som sagt brugt på Kul med Kia. Det var virkelig godt! Skynd jer lige at bestille deres stenbiderrogn med papadum og deres blåbærskumscocktail. Så godt! Lørdag havde jeg tømmermænd, så jeg nød en cheeseburgermenu i min seng, inden jeg cyklede hjem til min kæreste. Søndag var lidt mere kulturel – den blev nemlig brugt på Glyptoteket, hvor ingen af os havde været før. Pænt kedelige skulpturer (når man har set én, har man set dem alle), men bygningen var virkelig flot indeni.

Nå, nu skal jeg vist lige kværne resten af min Twix. God aften, venner! :)

Kan du heller ikke sove?

raev

Sådan kan jeg huske, at en fra min folkeskole altid gik rundt og sagde ganske højt til de halvsovende elever i skolebussen på vej til skole. Det kunne de jo øjensynligt godt, men nok ikke efter han havde råbt ad dem! 😉

I nat kunne jeg ikke sove. Det sker ellers sjældent. Eller altså, jeg har nok næppe verdens bedste sovehjerte, men jeg plejer da at gå i seng henad 22.30 og vågner omkring kl. 7. Jeg er klart mere A- end B-menneske, og jeg har nogenlunde nemt ved at komme ud af sengen om morgenen – selvom min kæreste mener, at jeg ligner en vingeskudt ræv, når jeg sætter mig på kanten af sengen, haha. Jeg ser nok cirka ud som ræven på billedet! 😀

Nå, men i nat var altså en anden sag. Jeg vågnede kl. 4.30 og kunne absolut ikke falde i søvn igen. Jeg vendte og drejede mig, men lige lidt hjalp det. Prøvede endda mit normalt træfsikre trick med at forestille mig en tavle (altså ikke med kridt, det vil være for ubehageligt med lyden, nok nærmere en slags whitebard), hvor der bliver talt ned fra 100. Hvert tal bliver skrevet virkelig langsomt, og når jeg fokuserer på det, falder jeg næsten altid i søvn. Bare ikke i nat.

Så i dag har jeg været MEGA træt. Jeg spurgte mine kolleger, hvordan de da nogensinde har kunnet klare at få børn og dermed ingen søvn, og svaret var, at man vænner sig til det. Vildt!

Da jeg var hjemme hos min familie i sidste uge, så vi TV2s programserie om “De pressede danskere“, der ikke kunne sove. Det var egentlig ret tankevækkende. En skoleklasse forbedrede deres koncentrationsevne i en test med 40 % ved at sove mere og lægge mobiltelefonen væk en time før sengetid. Jeg er selv ret slem til at kigge på min telefon inden sengetid, og det er faktisk også det første, jeg gør, når jeg vågner. Måske er det på tide med telefonrestriktioner?

Det kunne egentlig være meget sjovt at høre om jeres sovevaner. Hvornår går I i seng? Hvornår står I op? Sover I godt? Let? Tungt? Måske kan jeg oven i købet holde mig vågen til at læse jeres svar, men jeg lover ikke noget! 😉

Et lille pip

Fotografi den 28-02-15 kl. 18.03 #4

HEJ VENNER! Er I derude endnu? Jeg kan se på mit kommentarfelt til det foregående indlæg og på Instagram, at I stadig kigger forbi og savner mine indlæg. Det er dejligt at vide! :)

Jeg har stadig ikke helt besluttet, hvad der skal ske med bloggen. For at være helt ærlig, så har det virkelig været rart at holde en pause og ikke skulle tænke på at tage pænt tøj på (hej jeans og samme striktrøje hver dag!) og være kreativ hver eftermiddag efter en lang dag på arbejde osv. På den anden side kan jeg også godt mærke, at jeg savner interaktionen med jer. At dele mine synspunkter om verden og at fortælle om mere eller mindre ligegyldige ting fra min hverdag.

Jeg er bare stadig i tvivl, om jeg har lyst til at “binde” mig til bloggen igen, forstået på den måde, at jeg har svært ved at gøre noget halvt. Mange siger, at jeg jo bare kan blogge en gang imellem, men så ser jeg for mig, at jeg konstant går rundt med dårlig samvittighed. Så er det måske bare bedre at slutte med et brag?

På en eller anden måde har jeg også lyst til at råbe “SÅ TAG DOG EN BESLUTNING, SOFIE!”, fordi det kan virke lidt som om jeg har slået op med nogen (altså jer) og ikke helt kan nosse mig sammen til at finde ud af, hvad jeg egentlig vil. Men altså, jeg synes også bare, at det er nødvendigt med en pause, og hvis I så kommer videre I jeres liv i mellemtiden, så må det jo være sådan, selvom jeg selvfølgelig helst ser, at I bliver lige her. 😉

Nå, men hvis I gerne vil vide, hvad der er sket i mit liv siden sidst, så kan jeg da lige give et lynhurtigt overblik:

  • Jeg har haft et flot forkølelsessår.
  • Jeg har været i sommerhus med mine forældre OG Hestehalemanden (det gik mega godt, specielt efter jeg havde drukket 2 glas rosé inden for ti minutter af bar nervøsitet).
  • Jeg er blevet klippet. Jeg var helt cool over for frisøren og beskrev mig selv som “ikke længdeforskrækket”. Det viste sig at være fuldstændig i strid med sandheden. Håret var pænt, men jeg følte mig helt ufeminin med det kortere hår. Sendte SOS-sms til mine veninder og fik svaret: “Alle vi andre har samme længde hår som dit er nu – går vi måske rundt og ligner mænd?! Der er kun ét rigtigt svar på det spørgsmål!” Og så måtte jeg jo bøje mig og stå ud af sengen.
  • Jeg har set alle afsnit af “Rigtige mænd”. Det er for sjovt!
  • Jeg har dræbt en plante, som jeg troede var en kaktus, men som viste sig at være en aloe vera. Havde sgu nok vandet den lige lidt, selvom jeg havde vidst det…
  • Jeg har forsøgt at købe støvsugerposer ad flere omgange. HVORFOR skal det være så svært at finde de rigtige?!
  • Jeg har skrabet tapet af i min venindes og hendes kærestes nye lejlighed. Og var lige ved at græde, fordi jeg synes det var så smukt, at de skulle bo i den lejlighed sammen. “Du har vist tømmermænd, Sofie”, var reaktionen. Nå ja, men alligevel!
  • Jeg har overtaget min mands svaghed for wienerbrød. Det smager jo SÅ godt!!
  • Jeg har af samme årsag set mig nødsaget til at begynde at løbe regelmæssigt. Det går faktisk også ret godt – nu må vi se, hvor længe det holder!

Jeg har tilbragt det meste af min weekend hos ham med det lange hår. I går spiste vi morgenmad på Østerbro og gik siden en lang tur ind til byen, hvor vi kiggede på alt for dyre møbler og købte fiskefrikadeller i Torvehallerne. 11,3 km i alt, sgu! Forbipasserende piger blev ved med at give mig elevatorblikket (selv manden bemærkede det), og der blev især kigget på mine sko, som altså bare var helt almindelige sorte støvler. Min teori er, at de skulle tjekke, om jeg havde høje sko på, eller om jeg bare er på højde med Hestehalemanden – og jep, den er god nok, han er så lav! 😉

Lige nu sidder jeg i sofaen i stuen, mens han stadig sover, og spekulerer på, hvad vi skal lave i dag. Det er da i grunden ret fantastisk at have sådan en hel dag foran sig, hva’? Og så endda med solskin. Hvad skal I bruge den på? :)